mandag den 1. april 2013

Jagten på identitet i samtidskunsten


Når man er ung, så er en af de helt store temaer at finde ud af hvem man egentlig er og dermed finde sin identitet. I nutidens senmoderne samfund er lige præcis det ikke så lige til, hvis man skal tro teoretikere som fx Anthony Giddens eller Zygmunt Baumann. Med de enorme forandringer i som den moderne udvikling har medført, så er det faste fundament under menneskelivet smuldret væk. Man kan fx tænke på forandringen i familiestrukturer og arbejdsliv, den teknologiske udvikling og at religionen har mistet sin betydning. Med de forandringer har grundlaget for at være menneske forandret sig så hurtigt over de sidste 100 år at man kan sige at kampen for at konstruere sin identitet er blevet den mest fundamentale sociale akt.

Samtidskunsten er kendetegnet ved at arbejde med virkelige emner og problemstillinger fra samfundet omkring og ved at gøre det i nye medier og på nye måder, der forholder sig frit og utvunget til den kunstneriske tradition. Ikke alene benytter den sig af nye, digitale medier, men den benytter sig af alle mulige forskellige medier, lige fra glasfiber til perleplader. Samtidig er samtidskunsten ikke så fokuseret på selve håndværket som tidligere tiders kunstretninger. Det vigtige er ikke nødvendigvis hvor teknisk perfekt værket er udført, men om ideen bagved er interessant og vendt på lige præcis den rigtige måde, der gør at beskueren selv begynder at stille spørgsmål til det værket handler om.

Disse træk ved samtidskunsten er på flere måder  fordele at arbejde med på hf – fx i et eksamensprojekt. Der er stor frihed til at udtrykke sig i forskellige medier og for en gangs skyld, så er den tekniske udførsel af mindre betydning. Men det er bestemt heller ikke dårligt for motivationen at det med samtidskunsten er oplagt at arbejde med emner, der faktisk vedrører kursisterne. Fx identitetsproblematikken.

Der er inspiration at hente hos en lang perlerække af kunstnere: Cindy Sherman, Wolfgang Tillmans, Ugo Rondinone, Michael Bevilaqua, Michael Kvium, Elke Krystufek, Daniel Lee, Noble&Webster m.fl.

Kursisteksempel
En måde at arbejde med emnet kunne være at tage udgangspunkt i kursisterne og deres hverdag. Fx med overvejelser over hvordan de selv skaber en identitet gennem de ting de omgiver sig med. Eller man kan arbejde med de idealer man kan finde i medierne i dag. Derfra kan emnet udvides ved at søge viden om området og kigge på hvordan andre kunstnere har arbejdet med området. Og endeligt kan man selv nærme sig et visuelt udtryk.
Kursisteksempel

Ingen kommentarer:

Send en kommentar